
Fællesdrivhus
Årslev
behandles af myndigheder 2023
Et nyt fælleshus i Årslevs grønne natur skal være et samlingspunkt for og mellem den gamle bykerne og den nye bydel på engen.
Her skærer den nye grønne kile, sig gennem flere af byens institutioner og udmunder i det store naturområde omkring Vindinge Å, hvor der skabes et lille pauserum.
Her vil brug og funktion være overladt til den besøgende.
Et sted at mødes med ro, udsigt og lys. Fælleshuset er til det lille ophold efter cykelturen, en stor samling til fællesspisning eller en formiddag til yoga med udsigt over Ådalen. Her kan dagplejere holde hvil på gåturen og skoleklasser samles i et alternativt undervisningsrum. Fælleshuset skal give mere opholdsplads til virksomheder, private og institutioner.
I tæt samarbejde med byens borgere er bygningen og dens omgivelser blevet formet og programmeret til et sted med fokus på genbrug, bæredygtighed og fleksible konstruktioner.
Med facader skabt af vinduer fra byens gamle bygninger. Fælleshuset bliver skabt i tæt forbindelse til Polymeren og er en forlængelse af områdets allerede eksisterende aktiviteter. Her skal være plads til mange, men også rart for få.





